Alle bøger er modtaget som anmelderseksemplarer fra Forlaget Kluddermor, og er anmeldt ud fra min professionelle erfaring og viden som læsepædagog.

Denne bogserie fra Kluddermors Forlag består af syv små bøger, som alle handler om Ib og Pi. Bøgerne arbejder med den tidligste læsning, og henvender sig til børn i indskoling, specialundervisning og med dansk som andetsprog. Materialet er altså tiltænkt både lærere, læsevejledere og lignende, som arbejder med børn som enten har svært ved at læse eller som kun er i begyndelsen af deres skriftsproglige rejse.
De fire af dem er klassiske historier om børnene Ib og Pi hhv. i en by, på is, med fly og da de så en fe. De resterende tre er lidt anderledes skruet sammen, hvilket giver en god veksling i bogserien. De tre alternative bøger er:
- Læs med Ib og Pi, som er en sjov blanding af rebus og sætningsopbygning.
- Gæt med Ib og Pi, som tager udgangspunkt i begyndelsesbogstaver
- Rim med Ib og Pi, som selvfølgelig arbejder med rim.
Disse tre er mine personlige favoritter! Alle bøgerne er bygget op omkring ord på maksimalt tre bogstaver, hvilket gør sproget relativt simpelt. Det betyder at alle bøgerne er letlæselige, men også at historierne er lige så simple og bygget op stort set kun af lydrette ord og højfrekvente småord. Og personligt finder jeg de tre alternative bøger mere passende til den form, men det er helt sikkert en smagssag. En del børn foretrækker til gengæld historierne, for der sker der lidt mere.

De i alt syv bøger havde oprindeligt en forudbestemt rækkefølge fra forlagets side, hvor historierne og de lidt mere alternative og blandet sammen i rækkefølgen. Det giver som nævnt en god veksling hvis man læser i rækkefølge, men det er faktisk ikke et krav. Faktisk er der ikke engang tal på de nyeste udgivelser. Bøgernes historier eller opgaver følger ikke en særlig rækkefølge uanset, og de kan derfor læses fuldstændig efter lyst. Det eneste man skal være opmærksom på er, at det er kun de to første bøger i serien – Ib og Pi i en by og Ib og Pi på is – som udelukkende består af ord med maksimalt to bogstaver, samt Ib og Pi så en fe.
Alle opslagene i bøgerne er bygget op på samme måde. Den højre side har ét stort billede til at visualisere historien, som står i bunden af siden. På den venstre side er der fire ordkort hvor udvalgte ord fra historien visualiseres. Genkendeligheden hjælper børnene med et hurtigt overblik igennem alle bøgerne, og inden længe skal de kun bruge kræfter på selve læsningen.
Til hver bog følger et opgavehæfte, som kan hentes gratis via hjemmesiden med den personlige kode som findes bagerst i hver bog. Foruden opgavehæfterne kan der også tilkøbes brætspil, som også passer til hver enkelt bog. Både opgavehæfter og spil er bygget op på nøjagtig samme måde, og adskiller sig dermed kun med de ord som er inkluderet afhængig af den enkelte bog. Disse her ekstra elementer giver bøgerne en ekstra dybde på en både lærerig og underholdende måde.
Bøgerne kan fås både som PDF og som fysiske bøger, men uanset, kan man hente både spil og opgavehæfter fra hjemmesiden, hvilket fungerer ganske problemfrit. Man skal blot lige holde sig for øje, at PDF-versionen af bøgerne er sat op til udprintning, og vil derfor ikke fungere direkte fra en computer eller en mere mobil device.
Mit eneste lille ”men”, er i bogen Gæt med Ib og Pi. Her står der ”Du får en aaa-lyd”, hvorefter de tre ord ”abe”, ”and” og ”ark” nævnes. De staves selvfølgelig alle tre med <a>, men de deler ikke alle samme lyd, da ”ark” udtales anderledes end de første ord – i hvert fald i min udtale. Denne lille detalje skurrer i mine ører, som i mit erhverv er meget fokuseret på forskellen mellem lyd og bogstav. Men det er kun en enkelt detalje.
Foruden ovenstående lille detaljer, er hele materialet både gennemført og meget brugbart til børn i den tidlige læseudvikling. Figurerne er meget tiltalende, og de syv fortællinger er både relaterbare og visuelt tiltalende for børnene.