Profil

Mit navn er Birgitte Albæk Henriksen, og jeg er privatpraktiserende talepædagog.

Jeg er uddannet Cand.Mag. i Audiologopædi (tale-hørepædagog) ved Syddansk Universitet, Odense. Efterfølgende er jeg også blevet uddannet som læsepædagog ved Københavns Universitet. Jeg benytter begge uddannelser i mit arbejde som privat talepædagog og læsepædagog i mit firma Mit Barns Sprog, hvor jeg primært fokuserer på børn med sprog- og talevanskeligheder, samt læse- og stavevanskeligheder i Odense Kommune.

Siden sommeren 2013 har jeg også arbejdet som ekstern lektor på Syddansk Universitet, Odense, hvilket også hjælper mig med at holde mig fagligt opdateret.

I mit talepædagogiske arbejde benytter jeg mig af en anerkendende tilgang, hvor læring igennem leg står i højsædet. Jeg mener nemlig, at motivationen og kontakt er altafgørende for at barnet lærer optimalt.

Mit talepædagogiske arbejde inkluderer både test og undervisning af børn med sproglige og skriftlige vanskeligheder, men også vurdering af materialer som kan bruges af jer forældre derhjemme.

Jeg har efterhånden undervist mange børn med forskellige vanskeligheder, og her på siden kan I læse nogle af disse familiers erfaringer med at bruge mig som privatpraktiserende talepædagog.

Jeg er formand i bestyrelsen hos Foreningen af Universitetsuddannede Audiologopæder (FUA), og jeg er også medlem af Audiologopædisk Forening (ALF). På den måde kan jeg holde mig ajour med hvad der foregår inden for det audiologopædiske felt, hvilket hjælper mig til at yde den bedste undervisning.

I mit arbejde holder jeg mig til Audiologopædisk Forenings (ALF) fagligt etiske retningslinjer. Dette inkluderer blandt andet tavshedspligt, hvilket betyder at ingen oplysninger videregives uden Jeres accept i forbindelse med et eventuelt tværfagligt samarbejde.

Foruden mit arbejde som privatpraktiserende talepædagog og ekstern lektor, er jeg også historiefortæller. Som sådan fortæller jeg historier til både børn og voksne. Arbejdet som historiefortæller er ikke direkte knyttet til arbejdet som talepædagog, men det hjælper mig faktisk når jeg inddrager dialogisk læsning i undervisningen af børnene.

Privat talepædagog og læsepædagog Birgitte Albæk Henriksen

Kontakt mig

Tøv ikke med at kontakte mig med spørgsmål og andre henvendelser. Jeg svarer altid hurtigt, og når det kommer til jeres børn, findes der ingen dumme spørgsmål!

CV

  • Test, observation og undervisning af mange børn med sproglige og skriftlige vanskeligheder – se referencer
  • Anmeldelser af både apps og andre materialer
  • Ekspertvidne i international kidnapningssag
  • Foredragsholder til diverse kursusdage og arrangementer
  • Konsulent ved opbygning af apps

Del denne side på sociale medier…